Min patenterede måde at finde steder i byen på er at indkredse dem systematisk i en spiral-lignende bevægelse. Rundt og rundt farer jeg, gade op, gade ned, søgende, fortvivlet og flået.

Jeg kan forestille mig at det er fordi jeg inderst inde er så ivrig en cyklist.
Jeg bliver simpelthen for glad for vejens kurver og alle de labre cykelpigenumseben forude. I timevis kan jeg således forglemme mig.

Krak er min ven, siges det, men denne ven gør mig altid en bjørnetjeneste og fortæller hvordan jeg kommer til destinationen ad nogle, for cykelentusiaster, højst uindbydende ruter, som jeg bare ikke orker at passere.

Jeg bruger min fantasi på den farlige måde. Jeg opfinder mine egne alternative - og sceniske - ruter, og kører gang på gang vild, somme tider vildere.

Jeg har bemærket en tendens.
Hvis man af vanvare kommer til at spørge nogen om vej, udspiller den samme dialog sig og stort set altid i samme rækkefølge.

"Kan De sige mig hvorledes jeg kommer til Herlev?"
"HÅH! Du' da vist kørt forkert!"
"Si, senor Columbo, det er korrekt opfattet at jeg spørger fordi jeg er faret vild..."
"Nåja, godt ord igen, men du skal vide at der er MEGET langt."
"Ok, De har ret, jeg gi'r op og sætter mig her på denne myretue og venter på bedre tider."
"Fin ide! Hvis du ombestemmer dig og vil afsted alligevel, skal du til højre i krydset derhenne, lidt hen ad vejen, til venstre, til venstre, til venstre, til venstre, til venstre og så til venstre."
"Jeg takker ærbødigt for venligheden. Hav en god dag."
"Ja, GOD TUR, HAHA!"

Som regel er der slet ikke spor langt derhen. Jeg har boet i Jylland, jeg er ikke bange for noget.
For ligesom at bestyrke mig selv lidt ekstra i denne selvopfattelse, tager jeg ofte en ekstra forvirret æresrunde efter jeg er blevet sendt på vej.
Somme tider kører jeg lige hjem og henter noget jeg havde glemt, som en del af æresrunden.

Spiralen og hovedtelefonerne indkapsler mig i en trance-tilstand. Jeg kan dårligt stoppe, endsige få mine arme ned, så glad er jeg. Det gør faktisk ikke noget med lidt regn og hagl, det er kun godt for karakteren.

Til sidst ankommer jeg, men så har jeg som regel alligevel glemt, hvad det var jeg skulle og må hjem og kigge på mine post-its for at genopfriske hukommelsen.

Det pokkers ved sådan nogle post-its er, at man ikke rigtig har en reel, duelig mulighed for at lave en påmindelse om at man skal huske sine post-its.
Det er frygteligt paradoksalt altsammen. - det er dog en helt anden snak og den må vente til en anden gang.