Jeg føler mig i øjeblikket som den alzheimer-ramte kanonkonge. - Just skudt ud af kanonen erindrer jeg mig på at jeg har glemt et eller andet.

Som jeg hænger dér midt i parabelbuen, højt oppe i atmosfæren og nyder synet af de forbifarende lammeskyer, går det, i al sin gru, op for mig: Nettet for fanden! Jeg har glemt at spænde det ud.

Jeg afsøger landskabet, men ak og ve, der er ikke hverken havvand eller oppustelige hoppeborge i sigte der kan tjene som stødpude for min indeværende nedstigning.

Umiddelbart ænser jeg kun klippegrund, og rådne dyr er vist gode eller sådan noget. Når man har akut hukommelsestab er det svært at huske den slags ordsprog korrekt. Jeg håber at du, kære læser, vil vise mig overbærenhed, og betoner videre at en stress-situation kun sjældent leder til klar tænkning.

"Nogle af disse skyer antager en form, jeg synes virker frygtelig bekendt" tænker jeg distræt ved mig selv. Jeg er SIKKER på jeg har set nogle af dem før, omend i en lidt anden form og farvetone. "Se Miko! Dér er Elvis! Og dér en giraf!- Og et pindsvin!" Jubler jeg pludselig.

Genkendelsens glæde blandes ind i mixturen af adrenalin og koldsved. Serotoninen opløses i min hjerne, og lægger en beroligende tåge henover indeværende dilemma.

"Det skal nok gå, du har før reddet dig ud af værre situationer end denne" forsøger jeg forsigtigt. På samme tid som vinden stimulerer alle mine sanser og kildrer mit centralnervesystem, ved jeg at jeg på et tidspunkt må ned igen. Sådan noget dopamin er jo ikke ubegrænset. Jeg har været her før. Hvis jeg overlever, forestiller jeg mig endda at tage en tur i kanonen igen.

Jeg aner en dugvåd græseng i horisonten. "Hvem der bare lå på en dugvåd græseng lige nu" strejfer det mig og jeg forsøger instinktivt at regne på min ballistiske bane. "Kan jeg klare den? Kan jeg nå helt derhen? Pokkers til formler, det er jo kropumuligt alt det cos og sin og jeg-ved-ikke-hvad! Jeg burde have fulgt bedre med i matematiktimerne!"

Der går et stykke tid før jeg kan vurdere afstanden til målet præcist. Imens må jeg nyde oplevelsen i at være luftbåren og jeg tænker at det nu ikke er så slemt igen. Det er jo dejligt at flyve, måske netop fordi det er forbundet med en vis risiko?