Sidst jeg kørte i tog mod familien i Jylland, kom jeg galt af sted og glemte at lade min iPod op inden jeg skulle af sted.

Det er der jo egentlig ikke noget særligt suspekt i som sådan - jeg glemmer altid et eller andet vitalt, når jeg skal rejse langt.

For at få tiden til at gå uden at lide en grel psykisk overlast, begyndte jeg således at forestille mig at jeg havde lytte-propperne i ørerne og noget gaddagungmusik i 4/4(***) skruet op på 'fuld mavepumper'.

Som hænderne og føddernes simuleren af trommerytmer stadigt mere og mere ukontrolleret tog til, og landskabet fór forbi vinduet, glemte jeg langsomt mere og mere at jeg ikke sad i rygerkupéen, og altså ikke var mutters alene.

Da jeg, i mit mentale, således nåede peaket i Glenn Danzigs "Mother", greb stemningen mig så intenst, at kroppens rytmer helt ubevidst bød mig at stå op i sædet og lige hurtigt lave nogle heftige skingre lyde med munden, mens jeg hev og sled i min fiktive Gibson Les Paul kopi med modificerede pickupper og hele svineriet.

Som nummeret fadede ud, kom jeg til den klarhed, at der var blevet frygteligt stille omkring mig. - Langt mere stille end der plejer at være, og det er ikke så lidt beskrivende, når det nu ER kollektiv transport i Danmark, vi taler om..

Jeg så mig omkring. Måbende ansigter med måbende øjne, måbende munde og tydeligt synlige, måbende polypper sprang mit blik i møde. En smule forfjamsket, kunne jeg konstatere en vis hovedrysten nede på de dyreste pladser, og i min genertheds vold, kunne jeg ikke gøre andet end at bukke og række tommelen op mod publikum opfulgt af et sagte "undskyld og tak for i aften!", hvorefter jeg satte mig igen og skruede ned for min fiktive Marshall-forstærker.

Resten af rejsen foregik i en summende stilhed. Jeg synes jeg overhørte nogen sige noget om "halvunge mennesker og deres evige mangel på respekt for de yngre" og noget om at "narkotika sandelig var blevet udviklet i en god retning siden 70'erne".

1½ time senere nåede jeg mit rejsemål, nemlig farmors hus. Det var ok. Jeg var fysisk uskadt, og soloen havde stort set reddet min psyke fra kedsomhedens langsommelige overgreb på min forestillingsverden.

En tordnende mangel på bifald fulgte mig ud af kupéen, alt i alt et godt show.

- Jeg tror at den slags er vigtigt; at fyre den af, mens man kan (og i øvrigt stadig kan spæne fra en samling ørefigner) er essentielt. Reinkarnation er ikke givet, så man må, i min optik, spise af frugterne mens de stadig er før sidste salgsdato.

Elsk mens du tør, og gør det mere end du tror du er i stand til. Du vil blive rigeligt belønnet.

Hav en god koncert. :)

________ ***: Min tidl. overbo i Odenses beskrivelse af underlægningsmusikken til vort kollektivs afslappede aftensoiréer med blødt lys, ost og vin, som jeg aldrig fattede helt; enhver ved at Kyuss, QOTSA, Cowboys and Aliens, Brant Bjork and the Operators og lign. easy-listening/loungemusik fremdeles er 3/4, 5/8 og faktisk typisk ALT andet end 4/4-takt... - De er skøre, de romere!