Gennemsvedt, udkørt, meditativ og med en forrevet, forslået krop der værker efter et utal af forsøg på samme trick.

Det har taget hele dagen at nå hertil. - Et undseeligt trin opad i min finmotoriske udvikling er det hele værd.

Mine drenge har klasket mig i håndfladerne og jeg har klasket dem i deres: Vi har tilhørt samme stamme så længe jeg kan huske. Brødre af en art gennem mange år.
Vi forstår hinanden fordi vi har blødt det samme blod. Frustrationer, hårdt slid og frugterne af vort arbejde, er det vi har tilfælles.

Flisernes skæve format fortolkes op igennem urethanen, videre forstærket gennem 7 lag ahornfinér og kildrer behageligt mine fodsåler og mit sind. Denne lyd, denne sagte, dog tordnene resonans: klik-klak... klik-klak... klik-klak...

Således fortsætter jeg ufortrødent, nu med andre, siden alene, langt ud i sommernatten.